Nyheder

Forskere vil aflive kræft cellerne

Menneskets krop består af millioner af celler, der alle er forudprogrammerede til at destruere sig selv, når der ikke længere er brug for dem. Kræftcellerne har imidlertid fundet ud af, hvordan de kan undslippe denne programmerede celledød, også kaldet apoptose, og reproducere sig selv ukontrolleret. Det har taget vedholdende forskere næsten to årtier at finde ud af, hvordan man kan genetablere kræftcellernes evne til at dø. "Det har krævet mange forskeres arbejde i næsten 20 år at nå så langt," siger Andrew Petros, ledende forsker hos AbbVie. "Apoptose var en potentiel mekanisme til aflivning af kræftceller, som ingen har skænket så mange tanker. Der var tale om noget helt nyt."

 

Proteiner gav forståelse

I starten af 1990’erne ønskede en gruppe forskere fra Abbott Laboratories, nu AbbVie, at få en bedre forståelse af apoptose. De ville finde ud af, om cellens evne til at destruere sig selv kunne føre til udvikling af medicin til bekæmpelse af kræft. Der indgår adskillige proteiner i den apoptotiske proces; nogle forårsager celledød, og nogle forhindrer celledød. Men forskerne anede ikke, hvordan disse proteiner så ud, så de havde ikke mulighed for at isolere dem med henblik på udvikling af medicin.

Forskerne tog det lettest tilgængelige protein, BCL-XL-proteinet, og skabte et billede af det ved hjælp af to kraftfulde scanningssystemer – NMR-spektroskopi (nuclear magnetic resonance) og røntgenkrystallografi. Ifølge Petros, der senere arbejdede på projektet, var strukturen “en ny fold, der skabte en masse postyr, fordi det på dét tidspunkt ikke var klart, hvilket af BCL-proteinerne der ville være et godt onkologisk mål.”

Nu kunne de prøve at finde små molekyler, der kunne binde til – og hæmme – disse BCL-proteiner på overfladen af cellerne, herunder kræftcellerne. Formålet var at nulstille den programmerede celledød i kræftcellerne og få dem til at destruere sig selv.

Bare fortsæt – tro på det!

Processen med at finde det rigtige molekyle blev styret af Steve Fesik, der dengang var chef for onkologisk forskning hos Abbott, og som nu arbejder på Vanderbilt University Medical Center. Der var tale om en langsom, metodisk proces. Efter fem år identificerede forskerne et molekyle, der kunne binde til den ‘aktive’ fure på overfladen af BCL-XL-proteinet. “Indimellem mistede vi troen på, at det kunne lade sig gøre, men Steve var fast besluttet på ikke at give op. Og hver gang lykkedes det lige akkurat at komme med tilstrækkeligt med gode data til at overbevise folk om, at vi skulle fortsætte arbejdet,” siger Petros.

Molekylet var bevisligt meget velegnet til at aktivere celledød, men havde ingen oral biotilgængelighed. Man ville derfor ikke kunne give det i tabletform, da kroppen ikke ville kunne absorbere det. Det skulle injiceres. Imidlertid siger erfaringen, at kræftpatienter og onkologer er mere modtagelige over for tabletter end injektioner.

Skift i fokus gav bonus

Det ville tage endnu to år for forskere at formulere molekylet som en pille, og i 2005 startede kliniske forsøg.

De dårlige nyheder kom kort derefter. Molekylet dræbte kræftceller, men også blodplader – en væsentlig del af kroppens systemer, som initierer blodkoagulation på stedet for et sår eller en skade. Dette resultat førte forskere til at beslutte ikke at gå videre med et lægemiddel, der begrænsede patientens brug eller krævede indlæggelse under behandling.

Forskerne arbejdede med formuleringen i yderligere to år, blot for at finde endnu flere kliniske problemstillinger. Da de igen havde sat sig ved tegnebrættet, gik det op for dem, at der fandtes adskillige andre apoptotiske proteiner, som de ikke havde været opmærksomme på tidligere. “Ud fra omfattende biologiske studier fandt vi ud af, at det var BCL-XL, der var problemet, og vi skiftede fokus til et andet protein i familien, BCL-2” siger Petros. “Men vi skulle ikke starte helt forfra, for vi kendte strukturen.”

Løfter for fremtiden

Det skulle tage fire år at få et nyt molekyle igennem klinikken og i sidste ende gøre det tilgængeligt for patienterne, og studier fortsætter til behandling af forskellige blodkræftformer. Se infographic – Kronisk lymfatisk leukæmi (CLL).  Man ved nu mere om familien af BCL-proteiner, og er atter vendt tilbage til BCL-XL. I starten af 2015 udgav Science Translational Medicine en publikation om AbbVie-forskernes grundlæggende biologiske arbejde med at afdække BCL-XL-proteinets betydning for solide tumorer, og det giver håb om, at det kan dokumenteres, at der er tale om et relevant mål.

Tags
Vis mere

redaktion

Redaktionen på DagligPressen består af flere personer, men som er dedikeret til at levere de bedste nyheder til dig hver dag - Send meget gerne tips ind til os hvis du har noget på hjertet du mener kan have interesse for DagligPressens læsere.

Relaterede artikler

Skriv et svar

Or

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Close